FolkWorld #47 03/2012
© Morten Alfred Høirup

Article in German Article in English

Krauka: vikingerne kommer!

Vi er på et lille spillested i Islands hovedstad, Reikjavik. Her er varmt og propfyldt med mennesker som snakker, drikker, griner og lytter til musikken, som er høj og intens.

På scenen står en stor mand med langt hår og skæg, og et gennemtrængende blik. Han svajer frem og tilbage, mens han slår på en lille gedeskindstromme og med sin store og manende stemme synger om valkyrier, asatro og vinterblot. Ved siden af ham sveder tre koncentrerede musikere over et sammensurium af elektrificerede lyrer, rasleinstrumenter, rammetrommer, overtonefløjter, stryge- og jødeharper, suppleret med en enkelt el-bas.

Krauka

Krauka @ FolkWorld: FW#28

www.myspace.com | www.youtube.com

www.krauka.dk

Manden med den dybe stemme er islænding, han hedder Gudjon Rudolf, og han har et usædvanligt nært forhold til de gamle nordiske guder. De tre øvrige musikere er danske, og hedder Jens Villy Pedersen, Aksel Striim og Søren Koldsen-Zederkof. Tilsammen kalder de sig Krauka (Ravn/Krage, red.), og de har specialiseret sig i at spille musik fra vikingetiden, selvom man strengt taget ikke ved meget om hvordan det lød dengang, da vikingerne rejste over det meste af verden.

Krauka - vikingernes musik i det 21. århundrede

Siden 1999 har Krauka rejst rundt i store dele af verden med deres mange mærkelige instrumenter. De har optrådt ved meget forskellige arrangementer, lige fra Asabryllupper, julebloter og vikingemarkeder, til verdensmusik- og hjemstavnsfestivaler, rollespilstræf, museer og vikingecentre.

Deres fjerde album, Odin, er sprængfyldt med sagn og myter, som handler om dværge, trolde, elverfolk og guder, og musikken er som altid spillet på en blanding af nye og gamle instrumenter. Lige fra starten har bandets medlemmer selv lavet en stor del af deres instrumenter efter beskrivelser, tegninger og arkæologiske fund. Men det er ikke bare instrumenterne som har udfordret musikerne i Krauka. Bandets bassist Søren Koldsen-Zederkof fortæller:

"Vi laver vores egen musik, vi har måske nogle enkelte nye arrangementer af traditionelle melodier fra Norden på repertoiret, men man ved jo ikke hvordan vikingemusikken lød", og han fortsætter: "Vi har fundet spor efter gamle instrumenter fra vikingetiden, og de har selvfølgelig inspireret os, men vi komponerer vores egen musik, og kommer på den måde med vores helt eget bud på hvordan vikingernes musik lyder nu!".

Arbejdsprocessen

Jens-Villy Pedersen spiller lyre, fløjter, bouzouki og forskellige former for perkussion i Krauka, og han beskriver hvordan bandet rejser væk i 2-3 dage af gangen for at få ro til at komponere:

"Så sidder vi bare og spiller og jam'er, og fra det materiale der kommer ud af det, piller vi det bedste ud. Noget af det bliver til sange. Gudjon, vores sanger, arbejder så videre med at skrive teksterne, og efter et halvt års tid, så bliver det til en sang. Det er en lang proces, men det er en god måde at gøre det på."

Krauka

På den måde arbejder Krauka med at udvikle repertoiret, og sådan har det altid fungeret, lige siden den spæde start i Lejre i 1999. Men det hele startede i virkeligheden for alvor på en rejse til Grønland, hvor et hold musikere og fortællere sammen rejste op for at optræde ved forskellige arrangementer, dels ved et vikingemarked som blev bygget op på en plads i Narsarsuag, og senere ved en rekonstruktion af Erik den Rødes gård som ligger i Brattalid. Derefter drog de på en 14 dages turné i Sydgrønland. "Her havde fortællerne en hård tid, fordi ingen forstod dansk, men musikken den kan alle forstå."

De gamle instrumenter og udviklingen

"I starten var det mest sådan en historiefortæller-ting", forklarer Jens Villy Pedersen, og fortsætter: "Vi havde to fortællere, og de ville gerne have noget musik som kunne sætte folk i den rette stemning, når de skulle høre historier. Gudjon og Aksel kendte hinanden, og jeg kendte Aksel, og pludselig var vi en trio. Vi startede for sjov, men også fordi det var spændende at bygge de her instrumenter, og at lære at spille på dem. Vi skulle bare spille et par enkelte jobs, havde vi tænkt. Det første job var i Grønland, og det var godt for os, for vi ville alle gerne til Grønland. Efter Grønland var vi solgt, og vi blev ved med at spille - det var enormt spændende at arbejde med disse her primitive instrumenter, at skabe musik med så få toner. Hvis du er vant til almindelige instrumenter, så har du alle de 12 toner, men lige pludselig har du f.eks. fat i en lyre med kun 7 toner. Efter vores 3. album var vi i en situation hvor vores lyd var blevet mere "tung", eller "bred", og vi måtte se i øjnene at vi manglede noget for at kunne spille vores materiale live, så vi ville gerne have en bassist med. Vi kendte Søren, han var ganske vist guitarist, men han viste sig at være en virkelig god bassist, så i 2006 aftalte vi at han skulle være med i bandet, og han er med på vores seneste album, "Odin"."

Elverfolk, trolde og guder som inspirationskilde

Krauka er et band der kan spille i mange forskellige slags sammenhænge. Vikingebryllupper og blotefester er bare nogle få eksempler på arrangementer hvor Kraukas musik er velkommen. I Danmark har Asa- og Vanetrossamfundet, "Forn Sidr" omkring eksempelvis 600 medlemmer, så det er ikke en stor og samfundsomstyrtende kraft vi taler om, og bandet spiller da også til alle mulige andre former for arrangementer over store dele af verden. Men det er ingen hemmelighed hvor inspirationen kommer fra. Kraukas lead-singer, Gudjon Rudolf har fungeret både som bandets sanger og som bandets "Forskningsminister", og om ham fortæller Søren Koldsen-Zederkof:

Krauka

"Vores lead-sanger, Gudjon Rudolf fra Island, har studeret den Islandske og nordiske mytologi, altså de gamle historier om guderne og vikingetiden. Det betyder meget for vores musikalske univers, for hans tekster er ofte meget inspireret af myternes verden, og deres væsner, elverfolkene, troldene og selvfølgelig guderne: Odin, Thor, Freja og Frigg..."

Her bryder Jens Villy ind: "...Island er et meget specielt sted, for på Island tror de stadig på elverne, troldene og de andre væsner, og hvis de skal anlægge en større vej, og de skal fjerne eller sprænge store sten og klipper for at skaffe vej igennem landskabet, så er det dem den dag i dag magtpåliggende at konsultere særlige mænd og kvinder som er i kontakt med disse væsner, for hvis de ikke gør det kan det betyde ulykke, og man kan risikere at det ikke bliver en god vej!"

Krauka og fremtiden

Til sommer turnerer Krauka på de mange vikingemarkeder i de nordiske lande, til efteråret drager de til Minnesota og North Dakota hvor de får følgeskab af den indianske fløjtemager og fortæller, Keith Bear. Sammen med ham skal de rejse rundt og optræde bl.a. i de oprindelige amerikaneres reservater, med deres blanding af Nordisk og Nordamerikansk roots musik. Endelig flyver de til Island for at påbegynde arbejdet med deres 5. album, hvor musikken bliver en kombination af bandets tidlige vinkel med det akustiske materiale, og de senere års eksperimenter med den delvist elektriske musik.

Krauka er et efterspurgt band og de nordiske vikinger er vant til at rejse, så det er en god idé at holde øje med dit lokale spillesteds program. Følg med i nyhederne og på internettet og vær klar til at invitere venner og familie til koncert, for lige med ét høre du råbet: "Vikingerne kommer!"


Photo Credits: (1)-(2) Krauka (from website).


FolkWorld Homepage German Content English Content Editorial & Commentary News & Gossip Letters to the Editors CD & DVD Reviews Book Reviews Folk for Kidz Folk & Roots Online Guide - Archives & External Links Search FolkWorld Info & Contact


FolkWorld - Home of European Music
FolkWorld Homepage
Layout & Idea of FolkWorld © The Mollis - Editors of FolkWorld